Tale ved første skoledag på Ollerup Efterskole, august 2025
“Af mennesket kan man forvente det uventede.”
Formuleringen er Hannah Arendts. Og hvis hun ellers har ret – og det siger al min erfaring, at hun har – ja, så har det gennemgribende konsekvenser for det efterskoleår, der begynder lige nu.
For jer unge. For os voksne. Uanset om vi er forældre eller ansatte.
Kære elever på Ollerup Efterskoles årgang 2025/26.
Velkommen. I er ventede.
Vi har glædet os til at tage imod jer. Til at se jer bære alt jeres habengut ind i de alt for tomme værelser. Til at høre jer fylde skolen med latter, sang, musik og samtale. Til at lære jer at kende og se jer knytte bånd. Til at opleve jer – og bistå jer i – at finde sammen som hold.
Nu er vi i gang, og hvis I kan mærke fuldfede sommerfugles vingeslag i maven lige nu, så forekommer det mig at være helt normalt.
Lige dét kan man vente. Nærmest som en naturlov.
Ligesom jeres forældre formentlig også sidder med en lille – eller måske temmelig stor – klump af spænding i halsen, fordi det føles vildt at skulle efterlade sit barn her.
Det uventede møde
Jeg har lige læst, at årets Sorø-møde handler om skærm, og at politikere og uddannelsesfolk får udleveret en notesbog og en pen og må lade computere og telefon blive i tasken.
Det gad jeg godt se – for til de fleste møder, jeg har været til med vigtige voksne ude i uddannelsesdanmark, har mindst halvdelen været mere optagede af noget, der foregår på computeren eller telefonen, end de har været af det, vi var samlet om.
En af deltagerne skrev, at det var spændende at se, om det ville give større koncentration. Det er selvfølgelig interessant med fokus og koncentration. Men den virkelige gevinst handler for mig at se mindst lige så meget om det menneskelige nærvær og møde. Så jeg ønsker for dem, at der bliver flere menneskelige møder med øjenkontakt – men det er nok betinget af, om de tør fastholde taskepåbuddet i pauserne også.
Det tør vi. Jeres computer er blevet hjemme, og I har afleveret jeres smartphone i skabene på kontoret.
Årgangene før jer har nærmest entydigt formuleret det som en kæmpe gave at bytte skærmen med flere menneskeligt nærværende møder. Og derfor får I også en smartphonefri januar måned. Det har de på det bestemteste sagt, at vi skulle.
Skal jeg sige det helt enkelt – ja, så handler det hele om at gå ud af døren for at lede efter en bestemt person og møde en helt anden på vejen.
Det er lige præcis det, skærmene ødelægger mest. Vores mulighed for det tilfældige – det uventede møde. Som i sig bærer muligheden for en ny erfaring, en ny relation, måske et nyt venskab eller bredt formuleret: en ny mulighed for noget meningsfuldt.
Ethvert møde kan være begyndelsen på noget, vi ikke vidste, vi manglede.
Kære elev!
Vidste du, at man faktisk bliver i bedre humør af at tale med en fremmed i toget?
Der er forskning, der viser det. Vi tror, det bliver akavet – men faktisk bliver det noget helt andet, når vi først har brudt isen.
Jeg går selv rundt og øver mig på at snakke med fremmede. Jeg er ikke god til det. Men jeg gør fremskridt.
I min sommerferie stod jeg i et fælleskøkken på et hotel og stegte kantareller. Side om side med en fremmed mand. Det var tydeligt, at vi begge prøvede at give plads til den anden ved komfuret og udvekslede korte sætninger, som skulle forhindre, at vi var i vejen for hinanden.
Det var faktisk lidt akavet, så jeg tog mig sammen og spurgte ham, hvad der mon havde bragt ham til Alt Duvenstedt på hotel.
Det viste sig, at han var elektriker fra Ukraine, der arbejdede i Tyskland. Han var fra Donetsk – lige ved fronten, og her var der ikke noget liv at leve.
Vi snakkede en stund, livligt og lydhørt, om familie, krig og fred over madlavningen, og så skiltes vi igen.
Da jeg gik derfra, følte jeg mig beriget. Og forhåbentlig var han også fornøjet over samtalen i noget, der ellers lignede et noget ensomt og rutinepræget hverdagsliv langt hjemmefra.
I sidder nu sammen med 122 fremmede. Måske kun 120, hvis I er blandt den halvdel, der kender et par stykker på forhånd.
Jeg lover jer, at det bliver low key akavet – som man siger – når I nu skal til at lære hinanden at kende. Men kun til I bryder isen og falder i snak. Eller gør noget sammen!
Essensen af liv og erfaring er, at noget er anderledes, end man troede.
At møde hinanden på ny
Og det giver mig anledning til at putte et lag mere på. Er I klar?
Lige nu er I optagede af at møde hinanden for første gang. Og det er vigtigt. Virkelig vigtigt.
Men at man af mennesket kan forvente det uventede betyder også – hold godt fast – at man, hver gang man møder det samme menneske, er i stand til at møde det på ny. Se på det med nye øjne. Og det bliver vigtigt for jeres efterskoleår – og for jeres fællesskab.
Vi skal her på skolen for første gang – som I fik det at vide til ny elevdag – skifte værelser. Jeg blev overbevist den dag, jeg hørte en efterskoleelev fra en anden skole udtale, at værelsesskiftet for hende havde betydet, at hun holdt sig mere åben for alle i fællesskabet og passede godt på alle relationer, fordi hun jo ikke vidste, om den, hun stod overfor, mon blev hendes næste roomie. Hun dømte ingen ude.
Når vi bytter værelser første gang til november, får I nye roomies. Ligesom I gør i dag. I dag kender I dem blot ikke – når vi når til november, har I i det mindste en forestilling om, hvem I flytter sammen med. Måske er forestillingen positivt farvet. Måske er den det modsatte.
Vi skal bruge værelsesskiftet til at øve os på at se på hinanden med nye øjne. Forvente det uventede og lære et menneske at kende på en ny måde. I en ny relation.
Det samme gælder med de nye kammerater på gangen. Hvor I skal etablere et nyt fællesskab – og en gang mere omfavne alle – både dem, hvor det falder jer naturligt, og dem, som I ikke lige havde tænkt var noget for jer.
Og vi skal bruge værelsesskiftet som en påmindelse om, at der bag enhver anden på skolen gemmer sig en potentiel ny eller ændret relation. Og noget, vi ikke venter. Noget, der overrasker os.
Hvis vi altså kan finde ud af at åbne vores øjne for det menneske på ny.
Vi øver os også i personalet, kan jeg love jer. For når man arbejder sammen i rigtigt mange år, kan man have mange fastlåste forestillinger om hinanden. Men heldigvis også mange nære relationer og stor kærlighed til hinanden. Og erfaringen af, at enhver kan overraske positivt. Og nogle gange også negativt.
Måske vil vi også komme til at overraske jer. I vil opdage, at vi ikke altid bare er dem, I troede. At vi ikke passer i jeres kasser. At de voksne her er lidt mere end bare en pedel, en kontormedarbejder, en køkkenmedarbejder, en lærer, en forstander.
Noget af det vil I kunne lide. Noget vil måske ligefrem begejstre jer. Og noget vil I bare synes er godt gammeldags træls.
I vil fx nok synes, at jeg er temmelig streng til en start. Det er helt, som det skal være.
Men husk det nu – også at give os en chance for at gøre det uventede – og måske vinde jeres hjerter på uventede tidspunkter og i uventede anledninger. Vi er her alle – hver og en – fordi vores hjerte banker for unge mennesker – banker for at lave efterskole sammen med jer!
Menneske er noget, man bliver
Er I klar til et lag mere?
I ser skarpe ud, så jeg forsøger mig. Denne gang med Grundtvig som klangbund. For han mente – og det er den helt centrale grund til, at vi kalder os en grundtvigsk skole – at mennesker først bliver til i mødet med andre mennesker.
Så menneske er slet ikke noget, man er – det er noget, man bliver.
Det sker igen og igen – i mødet med andre.
Så vi er her for hver dag at blive mennesker i mødet med hinanden.
Det gælder os – og det gælder jer.
Så kære nye, ventede OE-elev:
Fordi man af mennesket kan forvente det uventede, har du også mulighed for at møde dig selv på nye måder.
Du er i dag én person i dit eget hoved – men på en måde kan man sige, at du er mindst 123 forskellige personer her i dag.
Én for hvert billede, alle de andre – alle vi andre – har af dig.
Nogen ser dig måske som sjov, andre som stille, nogle tænker, du er stærk, andre ser den følsomme side. Og så videre.
Det uventede er altså ikke kun at opdage, at andre er noget, du ikke forventede.
Det uventede er også at opdage, hvordan andre ser noget i dig, du ikke selv havde lagt mærke til.
Det er den kæmpe mulighed, du står overfor nu – og som kan forandre dig på overraskende og uventede måder.
Det vil nogle gange føles både svært, overvældende og ubehageligt at møde de andres blik. Andre gange vil det være fantastisk, overstrømmende og kærlighedsfuldt. De fleste gange vil det være en blanding.
Det er helt, som det skal være.
Til forældrene
Kære forældre.
Også for jer har det betydning, at mennesker kan gøre det uventede. For det pædagogiske grundvilkår er følgelig, at vores arbejde ikke er en eksakt videnskab.
Jeres unge mennesker er 123 forskellige, og det er ikke det samme, der virker på dem alle.
Nogle reagerer bedst på pisk, andre på gulerod.
Nogle er så pligtopfyldende og samvittighedsfulde, at de vil føle det tungt at blive mindet om enhver form for ansvar.
Andre har brug for netop den påmindelse – måske ligefrem en opbyggelig tale, fordi de har sværere ved at mærke ansvaret og samvittigheden selv.
Nogle behøver et strømførende hegn for at respektere en grænse, og andre kunne ikke drømme om at udfordre rammen og finder det helt unødvendigt, at den trækkes klart op.
I kan godt se, at det betyder, at de alle kommer til at synes, at vi er pædagogisk helt galt på den indimellem? At vi gør det helt forkert. At vi skulle have sagt eller gjort det på en anden måde.
Det betyder, at de vil komme til at føle sig mødt forkert af en eller flere af os.
Og at I måske også kan synes netop det. For det er jo ikke det, der virker bedst på jeres barn. Måske virker det direkte dårligt.
Det værste er sådan set, at det indimellem også betyder, at nogen her kan komme til at føle sig forkert – og det er aldrig meningen, naturligvis.
Her er ingen forkerte – blot forskellige.
Men vi har nu engang det lod at være dem, der skal prøve at lave en pædagogisk ramme for dem alle på én gang. I al deres forskellighed og med alle deres forskellige behov.
Det er en balancegang, som vi helt sikkert ikke rammer helt på kornet hver gang. Men …
Jeg lover, at vi gør vores bedste og bruger vores mange erfaringer. Vi prøver forskellige ting. Og det er ikke sikkert, at vi finder det, der virker, i første hug – og måske heller ikke i andet. Men jeg synes tit, vi har succes på tredje eller fjerde. Selvom det også er set, at der skulle et femte eller sjette til.
Det gælder altså både tilgangen til den enkelte – men jo altså også tilgangen til flokken.
I dag starter vores dans med elevholdet 25/26 – og indimellem bliver det den smukkeste vals i perfekt takt, og andre gange bliver det nok mere broget. Måske som den der kæde i folkedans, der altid går helt i skuddermudder, når man prøver første gang.
Så mødes vi i midten og finder hinanden igen.
Det er helt, som det skal være.
Det er også sådan, at jeg kan love jer, at året i år i det hele taget ikke bliver et år uden bøvl for jeres barn. Heller ikke selvom det er det, han eller hun lige trænger til. Fordi der fx har været meget bøvl i fortiden. Her hos os er vi også et fællesskab, hvor vi indimellem skal kæmpe med hinanden. Føle, at relationer er krævende, lære at sige til og fra, bede om hjælp fra voksne, hvis det bliver tungt, osv.
Heldigvis. For et efterskoleår handler om at få erfaringer, der gør, at vi kan mestre mere og mere – så det, der er svært nu, ikke behøver at være det i al fremtid.
Vi er – hvis jeg må sige det – gode til at arbejde med unge mennesker og bøvl. Det vil sige at være i det sammen med de unge. Og hjælpe og støtte undervejs.
Vi lover altså at tage vare på dem. Hvis vi altså er enige om, at det at tage vare på dem ikke er at pakke dem ind i vat. Det er også at udfordre dem, presse dem, puffe til dem – og selvfølgelig gøre det på en kærlig måde i et trygt miljø.
Kære årgang 25/26
Kære elever og ansatte.
Nu begynder vores hverdag sammen. Den kommer til at byde på både opture og nedture. På højdepunkter og lavpunkter. På tvivl, bøvl og besvær. På glæde, optimisme og begejstring.
Det er helt, som det skal være.
Det er forudsætningen for erfaring og udvikling. De ture, vi kommer til at tage sammen, er også det, der gør, at vores relationer bliver stærke og betydningsfulde.
Vi må ikke kun forvente optur, fest, farver, succes og lykke. Lad os huske, at den dybe erfaring opstår, når det hele virker svært og sort. Og det føles nærmest uudholdeligt.
Det gælder både for unge og voksne her på matriklen.
Kære årgang 25/26.
“Vent og se, hvad du finder, på det sted, du nu går hen”, synger vi lige om lidt.
Og det er måske det bedste råd, I får her i dag.
Af efterskolen kan I forvente det uventede.
I skal nu ud og møde hinanden – både på ventede og uventede måder. Og skal mødes hver dag på ny – her på Ollerup Efterskole.
Jeg håber, I vil passe på med at have for faste forestillinger om, hvem I selv er, eller hvilke muligheder I har.
Jeg håber, I vil passe på med at dømme hinanden for hårdt eller for hurtigt.
Og særligt håber jeg, at I ikke etablerer og vedligeholder statushierarkier, som I putter jer selv og hinanden ind i – og som begrænser både den enkelte og fællesskabet. Det kommer vi til at snakke meget mere om.
Glæd jer i stedet til alt det, I skal mødes om. Åbent. På kryds og tværs. I både undervisning og fritid. Og særligt i musikken.
Indimellem vil det være kedeligt og surt – men I vil opleve, at det ofte bliver mere meningsfuldt, end I havde turdet håbe på.
Især hvis I er rundhåndede med jeres nærvær.
I er helt, som I skal være.
Hjerteligt velkommen til Ollerup Efterskole.
