Tale ved første skoledag på Ollerup Efterskole, august 2021
Kære elever og forældre.
Hannah Arendt skrev og tænkte på bagtæppet af begivenhederne i Nazityskland. Grusomheder, som hun selv måtte flygte fra. Grusomheder, som hun forholdt sig til uden at miste håbet for menneskene.
Kære unge mennesker – I skal ikke lægge jer til at sove. Det er ikke nogen forelæsning om Hannah Arendt, der kommer nu. Damen har til gengæld noget at sige, som er af stor betydning for jeres efterskoleophold.
Midt i det hele holdt hun fast i menneskets mulighed for at vælge selv – for at vælge det humane frem for det totalitære. Hun overværede og rapporterede fra retssagen mod Eichmann. Eichmann var en højtstående SS-officer med ansvar for logistikken bag massedeportationerne til arbejds- og udryddelseslejre. Han stak som mange andre af til Argentina efter krigen, men endte altså med at blive retsforfulgt, hvorefter han blev både dømt og hængt.
Under retssagen var Hannah Arendt optaget af Eichmanns rolle og de undskyldninger, han havde. Han hævdede fx, at han aldrig havde slået en eneste jøde ihjel. Og heller ikke direkte havde givet ordre til det. Og dog var det ham, der var med til at muliggøre de mange, mange drab.
Fulgte han blot ordrer? Kunne han have handlet anderledes? Havde han nogen personlig interesse i masseudryddelsen? Han, som hævdede ikke at have noget personligt imod jøderne? Næppe.
Hannah Arendt fremsætter herpå sin tese om “ondskabens banalitet”. Hun kunne konstatere, at Eichmann hverken var ond eller dum. Han havde snarere været “tankeløs”. Opsat på at følge ordrer og gøre sit arbejde. Hun undskylder ham ikke. Tværtimod. Han er skyldig, om end han ikke er ond. Skyldig i tankeløshed – en tankeløshed, der har haft fatale konsekvenser for millioner af mennesker, der mistede livet.
Tankeløshed – og dens modsætning
Og så springer vi frem til vores verden – lige her – lige nu. På Ollerup Efterskole. For det er netop en stor del af den dannelse, vi håber at kunne give jer med her. At I ikke skal være – eller bliver – tankeløse.
Det er nemt at gøre det samme som alle de andre. Det er nemt at undskylde sig med kulturen – det er sådan, “man” gør. Alle de andre kommer også for sent, alle de andre … derfor gjorde jeg det også.
Det er helt afgørende for jeres efterskoleophold, hvad det er for en fælles kultur, I skaber sammen. Og at I ikke skaber den i “tankeløshed” – men derimod gør jer umage med den. For det betyder noget for kvaliteten af det, I kan opnå sammen – og det betyder noget for din sidemand, sådan helt personligt. Når nogen er tankeløse, går det ofte ud over andre.
Den gode nyhed er, at I har alle muligheder.
Hannah Arendt lancerede også begrebet “natalitet”. Det betyder sådan noget som “fødthed”. Dermed ville hun fortælle noget om, hvad det vil sige at være menneske. At mennesket nemlig er en form for mirakel.
Med vores fødthed tager vi nemlig noget med ind i verden. En mulighed for at handle. En mulighed for at skabe begyndelser. For at gøre noget uventet. Og altså også en mulighed for ikke bare at gøre det, der ligger i kortene.
Den samme mulighed har en hund ikke. Dyr følger helt anderledes naturens orden. Spiser, drikker, urinerer, parrer sig og så videre. En hund er på sin vis ufri – den er i sine drifters vold. Kan måske adlyde ordrer. Men forestille sig, at verden kunne være anderledes, og tage initiativ til en forandring, det kan den ikke. En hund gør faktisk aldrig rigtig noget uventet.
Det gør mennesker. Den frihed har vi mennesker.
Friheden, som vi har i vores handlinger i fællesskabet med andre mennesker. Ikke friheden fra andre eller friheden til at vælge fællesskabet fra.
Men friheden til at handle i fællesskabet. Og det glæder jeg – og vi – os til at tale meget mere med jer om. Og opleve.
Efterskolens essens må på mange måder være netop det forhold. At vi kan skabe fornyelse. Forandring.
At der opstår uventede åbninger, som kan præge vores menneskelige fællesskab.
At vi med vores handlinger kan skabe dem. Gribe dem. Udnytte dem.
Frihed i den fælles verden
Kære elever og ansatte.
Det er det, vi sammen skal de næste 10 måneder.
Vi skal skabe en fælles begyndelse.
Vi skal sammen finde og udnytte de åbninger, der kan præge fællesskabet.
Vi vil komme til at gøre uventede ting. Er det ikke fantastisk at tænke på? At vi forventer så meget – og samtidig vil der ske så meget uventet?
Hannah Arendt og vores husfilosof, Grundtvig, ville i øvrigt være enige om følgende:
Frihed er ikke at bestemme selv i sin egen verden, men at kunne igangsætte initiativer i den fælles verden.
Jeg siger det lige igen – for det er vigtigt: Frihed er ikke at bestemme selv i sin egen verden, men at kunne igangsætte initiativer i den fælles verden.
Det er skisme et godt motto for efterskolen.
En efterskole er nemlig en ramme, hvor det ikke er den enkeltes mulighed for at bestemme i sin egen verden, der er i højsædet.
Efterskolen her er indrettet, så den giver de bedste muligheder for, at fællesskabet kan folde sig ud – for at vi kan handle i den fælles verden. For at initiativet kan være i centrum.
Det er friheden til at være dem, vi er, der er i højsædet her. Og ikke friheden til at gøre, hvad der passer os.
Jeg har i den forbindelse tænkt over i min ferie, hvad der møder os efter to år med coronanedlukningerne. Hvad I som elever kommer med? Træthed over restriktioner. Lysten til frihed. Jeg kan mærke den i min egen krop.
Det er vigtigt, at vi sammen mødes om, at en efterskole har en masse rammer – som ikke har en pind med corona at gøre – og som det er vigtigt, at vi sammen plejer og passer på – for at her bliver godt at være, og for at fællesskabet kan folde sig ud.
Så jeg håber, I har skejet lidt ud i jeres sommerferie – for nu skal vi lave efterskole sammen. I denne her enestående ramme. Og for fuld musik.
De voksne er en del af fællesskabet
Med det minder jeg også om, at den fælles verden indeholder alle os voksne. Det kan der somme tider være en ung eller to, der helt har glemt i forventningen om det sjove ungdomsliv med alle de nye venner.
Også derfor er det vigtigt, at skolens ramme ikke bliver til en dem-og-os-ting – hvor I kan bryde reglerne, og vi kan prøve at håndhæve dem.
Hvor I tænker det hele som dumme restriktioner, der skal gøres oprør imod. Og vi bliver dumme voksne.
I er kommet til et sted, hvor de voksne er – og vil insistere på at være – en del af fællesskabet. Og med en menneskelig rolle – ikke kun en vagt eller nøglebærer.
Nogle af os bor her endda. Sammen med jer.
Vi skal lave ting sammen. Synge. Spille musik og alt muligt andet. Og så skal vi også tænke og tale sammen. Om alt muligt.
Og jeg håber, I er klar til at lære denne her flok at kende – vi er klar til at lære jer at kende. Som mennesker. Og jeg håber, I vil møde os med åbent ansigt og nysgerrighed. Og lægge jeres forestillinger om dumme eller uinteressante voksne på hylden. Hvis I altså har sådan nogen. Og opdage, at vi har en masse at give hinanden og bruge hinanden til, hvis vi bare tør og vil.
Og jeg håber, I vil søge vores hjælp og sparring, når noget er svært. Det er blandt andet derfor, vi er her. Og vi vil rigtigt gerne hjælpe og bidrage.
Tillid
Kære elever.
Jeg tror ikke, Hannah Arendt var så optaget af tillid. Men det er jeg. Og vi her på stedet.
Nogle af de begyndelser, Hannah Arendt kunne tænke på, og som er en mulighed for handling i det fælles, var det at give et løfte eller det at tilgive. Uventede handlinger – noget, vi ikke kan forudse eller for den sags skyld kræve. Men noget, vi ikke desto mindre kan beslutte os for at gøre.
Jeg tror måske, vi kan sætte “tillid” ind i rækken af eksempler. Tillid er også en begyndelse. Tillid er noget lidt ulogisk – noget uventet – for hvis der ikke var en usikkerhed indblandet, ville det jo ikke være tillid, men derimod sikkerhed.
I tilliden er der den lille usikkerhed – når vi viser tillid, tager vi så at sige springet og satser på, at vi bliver mødt af den anden. At den, vi har tillid til, lever op til det. Uden at vi kan være helt sikre.
Vi er her i dag som personale fulde af forventninger til, hvordan I vil være med til at forme det kommende skoleår.
Og I skal vide, at vi i ordets bedste forstand har tillid til, at I vil gøre jeres bedste, og at I vil hinanden og os voksne.
Der er ikke tale om en blind tillid til, at I på forhånd ved det hele og kan finde ud af hele efterskolelivet, uden vi behøver at lære jer noget – for selvfølgelig vil I opleve, at vi har en masse, vi i den første tid vil vise jer og lære jer – og sige: Det er sådan, vi gør. Eller ikke gør. Tag lige skoene ned af sofaen, og løb over med din mobiltelefon på værelset. Når du gør toiletter rent, skal du gøre det sådan her – og det der har du ikke helt fået gjort ordentligt. Det er bare opdragelse.
Tilliden handler mere om, at I er villige til at se det store perspektiv og gøre jeres bedste for, at året bliver godt for alle de andre også – og er villige til at sætte jeres egen personlige frihed på spil, for at I alle i stedet kan få frihed til at være dem, I er. Så initiativet kan være i højsædet, og I kan skabe noget stort sammen.
Mindst lige så vigtigt er det – når vi snakker om tillid – at I også har tillid til os. På trods af usikkerhed. Tillid til, at den ramme, vi præsenterer jer for, har en mening – at der ligger en erfaring og en tanke bag. At vi ikke er tankeløse voksne, der finder på vilkårlige ondskabsfuldheder.
Tillid til, at vi vil jer det bedste. Også når vi møder jer med krav og forventninger.
Kære elever.
Først og fremmest skal I have tillid til hinanden.
I skal turde give noget af jer selv. Dele uventede ting. Både det, der gør jer allermest glade, og det, der bare er helt vildt svært.
Spring ud i det.
Vær jer.
Nyd det, og
vær tankefulde – betænksomme over for hinanden.
Undgå at behandle fællesskabet tankeløst.
Tilbage er der blot at tilføje: Musikere, der øver sig, bliver bedre end musikere, der ikke øver sig.
Endnu en gang et varmt og forventningsfuldt velkommen til skoleåret 21/22.
