Tale ved første skoledag på Ollerup Efterskole, august 2024

Kære elever, forældre og personale.

“Danmarks bedste musikefterskole”. Den ligger angiveligt ikke her i Ollerup. Men et par andre steder i landskabet, hvis man skal tro hjemmesider og annoncer.

Måske er informationen ny for jer, og I får lyst til at smutte med det samme. Ud og ringe – men så kommer I i tanke om, at der sikkert ikke er flere ledige pladser (eller ledige jobs), hvis det er Danmarks bedste. Hverken på den ene eller den anden.

Jeg er lidt i tvivl om, hvornår det faktisk er opstået – den overdrevne brug af “bedste”. Måske har det været der altid, fordi mennesket er et sammenlignende og konkurrencelystent dyr.

Måske er det kommet med reklamerne. Eller i hvert fald blevet intensiveret.

Da vi lukkede ned før sommerferien, kom vi til at vende en tavle i et klasselokale. Bag på den stod en hilsen til de kommende elever: “Velkommen til skolens bedste klasse.” Efterfulgt af “Trust us – alle bliver misundelige om en måned”. De bedste stole, de bedste lærere, det bedste lokale …

En velment hilsen, som helt sikkert skulle give de nye elever i klassen – nogle af jer – en rigtig god følelse. Men hvad med alle jer andre?

For hvilket miljø skaber det mon her på skolen? Hvad med dem, der så fik den dårligste klasse, de dårligste lærere, de dårligste lokaler? Eller bare de næstbedste?

For imens man måske helt objektivt kan kalde nogle klasselokaler lidt mere attraktive end andre – fordi møblerne fx er nyere eller pladsforholdene mere åbenlyse – ja, hvad sker der så, når mennesker gøres til de bedste?

Nogle af jer unge – eller nogle af os voksne? Hvem herinde er i øvrigt de bedste forældre? Rejs jer op, hvis det er jer. Eller er der nogen af jer, der har de bedste forældre?

Har du tænkt over, at der kan være mange gode, men kun én, der er bedst? Når vi udnævner os selv til vindere, gør vi andre til tabere.

Trust us, de andre bliver misundelige.

At vi alle kan være vindere, er noget fis. Det kan vi ikke. Hvor der er vindere, er der også tabere. Men vi kan insistere på at se på det og tale om det på en anden måde – at ikke hele verden kan gøres til noget, der enten kan vindes eller tabes. At ikke alt kan eller skal rangordnes fra bedst til dårligst – eller dårligst til bedst.

Så hvorfor vil vi gerne gå i den bedste klasse? Eller på den bedste musikefterskole?

Hvorfor er det egentlig vigtigt? Er vi så bange for at blive tabere, at vi udnævner os selv til vindere? Og dermed gør andre til tabere?

Er vi virkelig stadig så simple væsner, at vi bedst styrker os selv og vores gruppe ved at degradere andre? Ved at gøre os og vores valg til de bedste – og dermed også til de eneste sådan helt rigtige?

Menneskets trang til hierarkier er uopslidelig – men det samme er vores lyst og vilje til at modarbejde dem. Her i Ollerup. På trods af, at vi også selv kan blive indfanget i den måde at se og opdele verden på.

Vi arbejder også indimellem i personalegruppen med at blive en konkurrerende tilgang kvit. Og selvfølgelig er der også et sted i mig, der bare gerne vil være den bedste forstander … og helst lidt bedre end Jan, Ulrik, Lynge, Lene, Anne, Karen, Peter, Michael, Lisbeth og Mette – bare for at nævne nogle af de virkelig dygtige forstandere, jeg kan blive misundelig på, når jeg læser deres taler eller hører om den måde, de håndterer personale, forældre og elever på.

Sådan et sted tror jeg, der er i os alle – og jeg tror ikke engang, vi behøver kigge godt efter, for for de fleste af os popper det op med jævne mellemrum. Men heldigvis er det jo ikke alt, der popper op, som vi behøver at gribe – heller ikke selvom det kom indefra os selv.

Ikke en skole, hvor alt skal rangordnes

Kære elever.

I er ikke kommet på en skole, hvor alt skal rangordnes. I er ikke kommet på en skole, hvor nogle er vindere og andre tabere. I er ikke kommet på en skole, der har “den bedste lærer”. I er ikke et sted, hvor den bedste kontaktgruppe findes. I er derfor heller ikke kommet på Danmarks bedste efterskole – heller ikke Danmarks bedste musikefterskole.

Jeg siger jer: Der findes utroligt meget godt og værdifuldt mellem middelmådig og bedst.

Og hvad værre er: Vi taber noget af kvaliteten ved det gode, hvis vi forsøger at rangordne det. Især når vi skal være et velfungerende fællesskab med andre – og især med dem, der er forskellige fra os.

Vi kan godt have både OEX’ere, OEZ’ere og OEC’ere – uden at det ene er bedre end det andet. Klassiske og rytmiske musikere. Nogle, der synger, og andre, der spiller. Saxofoner og kontrabasser.

Vi har 11 kontaktgrupper, der er virkelig forskellige – uden at vi behøver at kåre den bedste på ugentlig basis.

Vi er 28 ansatte, og selvom nogle unge har bedre relationer med nogle voksne end med andre – ja, så vil vi godt betakke os for at blive rangordnet.

Og jeg tror, at I også foretrækker, at I heller ikke skal rangordnes af os – eller af hinanden. Med chancen for at være skolens bedste værelseskammerat følger også risikoen for at blive kåret som den dårligste – og det kan ske allerede ugen efter. Og hvem har lyst til det?

I er kommet på en skole, hvor vi vil gøre os umage for at se hinanden. Se kvaliteterne, som den enkelte har. Og værdsætte dem. Og samtidig acceptere, at ingen mennesker er fejlfrie og perfekte – vi er mennesker. Både os voksne og jer elever.

Så I er også kommet til en skole, hvor alt ikke vil være perfekt. Jeres efterskoleophold vil blive en god blanding af noget, der er helt fantastisk, og andet, der er mere broget. Den undervisning, I vil møde, er nogle gange spændende og andre gange kedelig. Der vil være nogle lærere, I knuselsker fra dag ét, og andre, I har det sværere med. Der er også ting og mennesker, som til en start vil virke irriterende, og som I først vil sætte pris på, når der er gået noget tid.

Men vi vil gøre os umage … og det forestiller jeg mig også, at I vil – rigtigt meget endda. Umage. Det er et godt ord. Det vender jeg tilbage til.

Til forældrene

Kære forældre.

Jeg ved ikke, om I også har handlet i BabySam. Da I stod med det første barn på vej og skulle vælge barnevogn. Jeg husker særligt madrassen til liften. Ekspedienten viste tre forskellige madrasser frem: en billig, en dyr og en helt ekstremt dyr. Den billige kunne naturligvis gå an, forklarede ekspedienten, men de to andre var jo klart mere komfortable for vores kommende barn. Den allerdyreste endda også varmere og i naturmaterialer. Og hvem vil ikke have det bedste til sit barn?

Med fare for at underkende betydningen af en god liftmadras vil jeg alligevel påstå, at efterskolevalget er af endnu større betydning, og hvis I bøvler lidt med tilliden, nu hvor I skal aflevere jeres kære her hos os, ja, så er det ikke så underligt.

… Det skal nok gå. Vi er bare ikke helt ligesom BabySam …

Vi kan ikke bare bytte madrassen, hvis den ikke lever op til forventningerne. Eller give pengene tilbage. Her handler næsten alt om mennesker – ikke mindst de andre unge, jeres søn eller datter er startet sammen med. Det gør det hele mere uforudsigeligt. Og I har ikke haft valget mellem fx tre værelseskammerater af forskellig kvalitet og haft muligheden for at købe den bedste.

Så året i år bliver ikke et år uden bøvl for jeres søn eller datter. Heller ikke selvom det er det, han eller hun lige trænger til. Fordi der har været meget bøvl i fortiden. Vi møder mange unge, der har kæmpet med noget – fx kammerater med udfordringer – i grundskolen og nu forestiller sig, at det skal være slut. Men altså: Her hos os er vi også et fællesskab, hvor vi indimellem skal kæmpe med hinanden. Føle, at relationer er krævende, lære at sige til og fra, bede om hjælp fra voksne, hvis det bliver tungt, osv.

Og når vi tænker os om, så ved vi det jo godt – og vi vil også gerne, at det er sådan, det er – fordi et efterskoleår handler om at få erfaringer, der gør, at vi kan mestre mere og mere – så det, der er svært nu, ikke behøver at være det i al fremtid.

Vi er – hvis jeg må sige det – ikke danmarksmestre i bøvl – men vi er gode – som i mellem middelmådige og bedst – til at arbejde med unge mennesker og bøvl. Det vil sige at være i det sammen med de unge. Og hjælpe og støtte undervejs.

Vi lover altså at tage vare på dem. Hvis vi altså er enige om, at det at tage vare på dem ikke er at pakke dem ind i vat. Det er også at udfordre dem, presse dem, puffe til dem – og selvfølgelig gøre det på en kærlig måde i et trygt miljø.

Umage – ikke bedst

Kære elever.

Hvad sker der, når kun det bedste er godt nok? Ja, så sker der det, at vi bliver ganske utilstrækkelige i mange sammenhænge. Måske permanent.

Det gør vi også, hvis vi hele tiden sammenligner os med andre.

Eller bruger vores tid og opmærksomhed til at tænke på alt det, der måske er bedre andre steder end der, hvor jeg er lige nu. For hvad nu, hvis det bedste findes et andet sted?

Du har taget et valg om at komme her på Ollerup Efterskole, og du har også ønsket, hvilken klasse du vil i, og hvilket instrument du vil spille. Og andre ting. Noget har vi også valgt – fx hvilken kontaktgruppe du er kommet i.

Jeg aner ikke, om det er de bedste valg. Hverken dem, du eller vi har taget på dine vegne.

Men du kan selv være med til at gøre dem til gode valg. Ikke ved at gøre andres valg dårlige. Men ved at lægge dine egne kræfter i alt det, du kan her, og investere i alle de relationer, du kan få her. Du kan gøre de sammenhænge, du er del af, gode. Ved at have fokus på det, der virker, og de kvaliteter, de andre har – og turde sige det højt, hvis der er noget, der er svært – med henblik på, at vi sammen kan arbejde for, at det bliver bedre.

Vores forventning er ikke, at du gør dit bedste – for hvad pokker er det? Det kan føles endeløst, og der er jo nærmest altid noget, der kunne gøres lidt bedre. Vi er ikke interesserede i den bedste version af dig – for det at være dig skal ikke være en konkurrence – heller ikke med dig selv.

Nej, vi ønsker os, at du vil gøre dig umage – at du vil gøre dig anstrengelser undervejs. Nogle dage mere end andre. Anstrengelser for, at vores fælles liv her på efterskolen bliver godt for alle. Og selvfølgelig også godt for dig. Godt nok.

Der er en grådighed gemt i perfektionisme. Gemt i vores stræben efter det bedste. Som også kan være gemt i forestillingen om, at alting altid kan blive bedre. Så er godt aldrig godt nok – og vi bliver heller aldrig nok. Gode nok. Og hvad der er interessant, er, at utilstrækkelighedsfølelsen ofte skyder med skarpt – så man også har brug for at gøre andre utilstrækkelige og kan blive både negativ og kritisk over for andre. Vi har brug for det modsatte:

Lad os derfor bruge dette år sammen til at undersøge, hvad der er godt nok. Forstået på den måde, at vi både kan sige til hinanden, at nu er det godt nok. Du behøver ikke gøre mere.

Og også kan sige: Det er ikke godt nok, her skal du gøre lidt eller meget mere – jeg tror på, at du kan!

Og lad os se, om vi på den måde også kan finde en mere dyb motivation – et dybere engagement – om vi kan finde lyst og mod til udvikling. Ikke i en stræben efter at blive bedst eller gøre andre glade – men for at mærke selve glæden ved livet, glæden ved udfoldelse og ved mestring af mere og mere.

Det gælder også og måske især i musikken.

På DR har de over sommeren sendt deres OL-studie under titlen “Guld til Danmark”. Jeg var forundret, da jeg så det første gang. Jeg synes, det er et underligt navn til en lilleputnation, og der gik da også temmelig lang tid, før den første guldmedalje var i hus – de skulle måske i øvrigt have kaldt det “Bronze til Danmark” – men alt i alt er der jo flere atleter, der er gået hjem uden medalje, og ikke alle har i øvrigt skuffet. Selvom sport handler om at vinde – og være den bedste – så handler det jo ikke kun om at vinde og være den bedste. Og slet ikke OL.

Musik er ikke sport. Og selvom det er godt at øve sig og blive god, ja, så tror jeg, at det er væsentligt for den kreative åre, at motivationen for den største del kommer indefra – eller, endnu bedre, kommer igennem de fællesskaber, man kan have sammen om musikken. Gennem glæden ved at spille og synge sammen og for hinanden.

Jeg ved af erfaring, at mange af jer er bange for, om I er dygtige nok til musik til at være her. Og lad mig sige det med det samme: Det er I. Hver og en. Vi glæder os til – sammen med jer – at nyde godt af jeres musikalitet. Den, I har hver især, og den, der vil tone frem i det fælles. Hold igen med at rangordne kompetencerne – men ros og bifald hinanden – og glæd jer også i fællesskab over dem, der er virkelig dygtige.

Kære årgang 24/25

Kære årgang 24/25 – I sidder nu som en allerede god nok årgang på en god nok efterskole.

Der er helt naturligt meget, I ikke har lært endnu. Og sådan skal det være.

Det bliver forhåbentlig et udviklende år og en god start på jeres ungdomsuddannelsesliv – men lad os undgå at snakke om “det bedste”.

Læg jeres perfektionisme på hylden. Glem et øjeblik de planer, du har lagt for dig selv, og de mange mål, du har. Glem også de høje forventninger, du har til alle de andre.

Og vær så til stede sammen med disse vidunderlige, mangfoldige og kærlige kammerater og voksne – som I vil møde i den kommende tid på skolen. Find ud af, hvem de er, og hvad de drømmer om, og fortæl om dig selv. Find ud af, hvad I har til fælles, og hvad I kan samles om. Så starter vi der. I en dyb og langsommelig proces, hvor kultur og fællesskab skal finde sin form – og det sker i en levende og skabende proces, vi alle er del af.

En proces, der sker her hvert år. År efter år.

Og alligevel er den proces, vi står foran, helt unik for os og jer tilsammen. Hvert år er den ny, fordi både I – men også vi – er nye.

Det giver ikke mening at spørge, om der har været et bedre elevhold end jer, eller et dårligere.

Om andre årgange kan vi kun sige, at processen helt sikkert var en anden, og holdet var dem selv.

I er jer, og processen er nu vores.

Det skal nok blive godt. Godt nok. Det lover jeg.

Velkommen til skoleåret 24/25.