Tale ved første skoledag på Ollerup Efterskole, august 2019

Kære elever og forældre.

Nå, så blev det endelig tid!

De fantastisk farvestrålende og fuldfede sommerfugle nyder nu den sidste turbulens, inden de kan slippes fri. For nu er det nu: Vores fælles skoleår kan for alvor begynde.

Da vi mødtes sidst, viste jeg jer et billede af en kreds af mennesker, der alle sidder på hinandens knæ – og jeg håber, I kan huske det. Og også huske, at jeg viste det som symbol på et bæredygtigt fællesskab. Med den pointe, at her bæres alle af de andre – og her er alle med til at bære.

Og vi drøftede – ja, jeg husker det næsten, som om der var en af jer, der spurgte – hvad der mon ville ske, hvis Monas telefon i baglommen pludselig ringede, og hun blev nødt til lige at gå ud og svare på sin mors opkald …

Sådan et bæredygtigt fællesskab skal vi sammen bygge op over de næste 10 måneder.

Jeg vil i den forbindelse tillade mig at komme med tre opfordringer, som jeg tror er vigtige, for at det hele kan lykkes.

Den første opfordring: Gør noget for andre

I Belgien findes trappistmunkene. De er kendt for at brygge stærk øl. Rigtig stærk øl.

Deres definition på næstekærlighed er at gøre mere end det, man behøver. Derfor er alkoholprocenten i deres øl også lidt højere end den, de har angivet på etiketten.

En smuk måde at opfatte næstekærligheden på. Og også meget præcis. For det er måske lige der, vi viser os som mere end egennyttige, beregnende individer og i stedet bliver mennesker med evne til at give og modtage kærlighed.

Og hvem vil ikke gerne være en del af en verden, hvor alle gør lidt mere, end de behøver.

Ofte er det det, der skaber glæde, overraskelse og taknemmelighed iblandt os. Når nogen lige har gjort lidt mere end det, de behøver: skrevet et julekort, bagt en kage, givet et kram, ordnet en opvask, fortalt en hemmelighed, spurgt til en svær situation eller medbragt en buket til kontaktgruppens bord på første skoledag.

Jeg indskyder lige, at I her på Ollerup Efterskole vil møde mange voksne, der hver dag gør mere end det, de behøver. Ingen her går på arbejde blot for at tjene deres løn. Vi kan li’ vores arbejde. Og vi elsker at være sammen med unge som jer.

Jeg siger ikke, at vi er overmennesker, eller at alt er perfekt. Jeg siger bare, at I også kan forvente, at vi gør os umage.

Og så vil jeg forresten minde om, at det naturligvis ikke kun er over for vores venner, vi skal gøre lidt mere, end vi behøver. Nej, det er også over for dem, vi ikke kender endnu. Og da særligt for den, der har allermest brug for det.

Den første opfordring til dig som elev på Ollerup Efterskole er altså: Gør noget for andre – og gør mere, end du behøver.

Den anden opfordring: Giv noget af dig selv

Tænk på billedet igen.

Jeg oplever, at mange unge faktisk er rigtig gode til at tilbyde andre en plads på deres knæ. Kom, sæt dig – jeg vil gerne bære dig lidt. Jeg kan se, du har brug for det.

Det, jeg til gengæld oplever, er, at det for mange – og især dem, der gerne tilbyder deres egne knæ – er overordentligt meget vanskeligere selv at sætte sig på en andens knæ.

At sætte sig på en andens knæ kræver nemlig tillid. For i det, vi lader andre bære os, bliver vi jo sårbare. Hvad nu, hvis den anden ikke kan – eller vil bære mig? Hvad nu, hvis jeg bliver afvist? Ydmyget? Grint af? Eller bare ladt i stikken?

Så længe det kun er den anden, der sidder på mig, er det mig, der har kontrollen. Mig, der er den stærke.

Problemet er bare, at man jo på sigt bliver sårbar, når lårene syrer til, og det bliver svært at blive ved at bære den anden. Det risikerer at blive en rigtig dårlig oplevelse for begge parter.

Hvis man skal være god til at bære andre, må man også selv vise andre tillid og turde sætte sig til rette på de andres ben.

Ellers er det netop ikke bæredygtigt.

Så jeres opgave her på Ollerup Efterskole er naturligvis at stille jeres knæ til rådighed for de andre. Men det er i lige så høj grad at springe ud i det og turde sætte jer på de andre – så jeres lår ikke ender med at syre til.

En person i cirklen, der “faker” og vælger ikke at placere vægten af sin krop på sidemandens knæ og i stedet diskret satser på at bære det hele selv – ja, den person, netop den person, risikerer at vælte hele holdet, når lårene uundgåeligt syrer til. Måske går det godt i starten. Men kære venner – vi skal sidde her sammen i 10 måneder.

Så spring nu ud i det. Sæt dig. Vis, hvem du er. Tal ærligt om det, der glæder dig, og det, der gør dig ked af det. Del dine sejre – men også dine nederlag med de andre. Lad andre komme tæt på dig, lad dem lære dig at kende, og lad dem se både dine styrker, men også dine fejl.

Du er god nok, som du er. Og vores robuste fællesskab kan sagtens bære dig og din sårbarhed. Ligesom det kan bære alle andre.

Det betyder ikke, at den enkelte ikke har noget ansvar. Tværtimod. Det betyder, sårbar eller ej, at alle har ansvar for fællesskabet. At alle skal bære noget – men ingen skal bære det hele.

Den anden opfordring til dig lyder: Giv noget af dig selv – og giv lidt mere, end du tør.

Den tredje opfordring: Tal med de voksne

Den tredje opfordring handler om de voksne på skolen.

Det er ikke kun det, at nogle af de voksne her lige er lidt mere “street” end de lærere, I måske har kendt før. Selvom I helt sikkert også vil opleve, hvor fantastisk en humor alle har – en humor, som de er klar til at dele med jer.

Men. Vi voksne her på skolen har også vores faglighed, som vi gerne vil dele – uanset om det er via maden i spisesalen, i timerne i klasselokalet eller musiklokalet. Vi er ikke ligeglade. Både vores fag og I betyder noget for os – og derfor vil I møde os som voksne, der stiller krav til jer – men også voksne, der vil gå langt for at hjælpe jer med at imødekomme disse krav. Og voksne, der vil understøtte og glæde sig over jeres gode ideer og fede initiativer.

Jeg håber, I husker Kims begreb “dagsrend” – ellers er jeg sikker på, han husker at fortælle jer om det igen inden længe.

Vi kan altså hjælpe jer, når I nu vil gøre noget for andre. Men vi kan også hjælpe jer, når I skal give noget af jer selv. Vi er nemlig voksne, man kan tale med.

Ungdomsforsker Søren Østergård siger, at det er kendetegnende for vores tid, at unge ikke er vant til at tale med voksne om noget, der betyder noget. De taler næsten udelukkende med jævnaldrende. Og det er så altså jer, han snakker om. Han har for nogle år tilbage skrevet en bog med den rammende titel: “Problemet med venner er, at de jo altid giver én ret.”

Og det er her, vi kan tilbyde os som voksne, der har andre erfaringer og perspektiver på livet, end I selv har – perspektiver, der er værd at opsøge og gøre brug af.

I tror det sikkert ikke – men vi er sådan set mennesker som jer og har faktisk selv været unge engang. Og oven i hatten har vi en bred række erfaringer fra mange års virke blandt unge at trække på.

Vi glæder os til, at vi skal have mange samtaler med jer. Også om alt det, der er svært.

For efterskoleåret har også regnvejrsdage. Der dukker indimellem en trist melodi op på playlisten. Og måske er der en tung sten i rygsækken fra tidligere, som trænger til at blive løftet op og luftet lidt.

Husk: Det er okay, at det er svært. Og intet er så svært, at vi ikke vil høre om det og prøve at hjælpe.

Den tredje opfordring til dig som elev på Ollerup Efterskole er derfor: Tal med de voksne. Vi kan bidrage med meget mere, end du tror.

Kære elever

Husk på, at her laver vi efterskole sammen.

Sæt jer godt og trygt til rette på hinandens knæ! Læg hele jeres tyngde i.

Gør noget for andre – og gør mere, end du behøver.

Giv noget af dig selv – og giv lidt mere, end du tør.

Tal med de voksne – de kan bidrage med meget mere, end du tror.

Tilbage er der blot at tilføje: Musikere, der øver sig, bliver bedre end musikere, der ikke øver sig.

Endnu en gang et varmt og forventningsfuldt velkommen!