Tale ved første skoledag på Ollerup Efterskole, august 2026

Kære elever. Kære forældre og kære ansatte.

“Der er ikke noget fællesskab, hvis der ikke er nogen, der ofrer sig for fællesskabet.”

Omtrent sådan hørte jeg Bent Meier Sørensen sige det i et oplæg ved et arrangement om frivillighed. Bent Meier Sørensen er professor i filosofi og ledelse på CBS.

Sætningen fik mig til at spidse ører.

Der er ikke noget fællesskab, hvis der ikke er nogen, der ofrer sig for det. Ofrer sig. Godt nok. Sagde han virkelig det?

Det satte mine tanker i gang. For indimellem filosoferer jeg med både unge og voksne med afsæt i spørgsmålet: Hvad skylder vi hinanden?

Det sjove og interessante ved det spørgsmål er, at det altid provokerer mindst én. Gerne flere. Det er ordet “skylder”, der gør det.

Det opfattes af en hel del som en negativ ting. Som en gæld, der gør én ufri på en ubehagelig måde. Som en sagde det for ikke så længe siden: “Jeg vil gerne give en masse, men jeg nægter at skylde nogen noget.”

Interessant.

Måske er det lidt det samme med “ofre sig”. Det klinger af noget ubehageligt. Måske ligefrem noget, vi i vores moderne opfattelse er gået væk fra?

Jeg tænker, at vi alle sammen er helt vant til at tænke, at der ikke er noget fællesskab, hvis vi ikke giver noget til det. Det virker logisk.

Men behøver vi ligefrem ofre noget?

Er det, vi gerne vil give, kun det, vi har i overskud?

Jeg kan høre os formulere det sådan, at det er overskuddet, vi skal bruge. At dem, der lige har overskud, kan … og at dem, der ikke har, selvfølgelig bare skal passe på sig selv i stedet.

Jeg kan også høre mange både unge og gamle stemmer tale om det overskud, der ofte mangler.

Men hvad sker der med fællesskaberne, når alle mangler overskud? For det sker jo. I pressede situationer, i alt det vi skal på arbejde og i fritiden, eller i mørke vintermåneder.

Ja, så falder fællesskaberne fra hinanden. De svækkes. De forsvinder.

Og sjovt nok er det jo ikke noget, der giver nogen et større overskud. Tværtimod.

Vi får alle sammen overskud foræret af fællesskaber, der fungerer.

Så: Forestiller vi os i virkeligheden, at overskud er en forudsætning for fællesskab – i stedet for, at overskuddet snarere er et resultat af fællesskabet?

At ofre noget – ikke at ofre sig

Kære elever.

Det duer ikke, hvis man tror, man skal give noget til fællesskabet hele tiden. Det behøver man ikke. Måske er det i det hele taget katastrofal energiforvaltning. For ingen kan være på 24/7.

Men hvad nu, hvis det er vigtigt at gøre sig klart, hvad man vil ofre for fællesskabet? Og hvornår fællesskabet har brug for det?

Lad os lige opholde os ved, hvad det vil sige at ofre sig. At ofre sig behøver ikke betyde, at man udsletter sig selv eller altid sætter sig selv og sine egne, mere alvorlige behov til sidst. At ofre sig kan være meget mere hverdagsagtigt og “ufarligt”.

Man kan ofre sin bekvemmelighed.

Man kan ofre sin ret til altid at få tingene på sin måde.

Man kan ofre sin umiddelbare lyst – og gøre det, fællesskabet eller andre har brug for, i stedet.

Man kan ofre muligheden for altid kun at være sammen med dem, man selv har valgt.

Man kan ofre behovet for at blive set og anerkendt – bare nogle gange.

Man kan ofre lidt tid, lidt opmærksomhed eller noget frihed. For fællesskabet.

Alt sammen noget, man roligt kan gøre uden at tabe sig selv eller blive udnyttet.

Så måske behøver vi ikke ofre os. Når blot vi er villige til at ofre noget af vores eget. Ikke kun give det, vi har i overskud, men også indimellem give noget, vi godt kunne bruge selv. Afgive noget, kunne man også kalde det.

Hvis vi vil tale om fællesskabet som noget, der kræver offer, er det nok også vigtigt at vide:

Hvis ingen ofrer noget, går fællesskabet i opløsning.

Men hvis det er de samme få, der altid ofrer sig eller ofrer noget, så bliver fællesskabet udnyttende og vil dræne disse få.

Fællesskaber kan blive decideret farlige, hvis det altid er de samme, der skal ofre sig. Og da især, hvis det er nogle andre, der bestemmer, at nogle få må ofre sig. Det er værd at agte på.

Vi leder efter et fællesskab – og fællesskaber, for der er ikke kun ét stort, men også mange små her på OE – hvor alle er villige til at ofre noget af deres eget.

Hvor alle vil bære med på en eller anden måde – også selvom overskuddet indimellem ikke rigtigt inviterer til det.

Men fordi vi sammen ved, at vi får overskud tilbage fra fællesskabet.

En fælles gæld

Det er et underfundigt, vidunderligt og også en anelse underligt regnestykke.

Jeg hører til dem, der tænker, at vi faktisk skylder hinanden noget. At vi på sin vis står i gæld til hinanden, allerede før vi har gjort noget overhovedet.

Det gode ved det er jo, at vi er fælles om den gæld. Du har den samme gæld til mig, som jeg har til dig.

I møder altså ind til sådan en gæld her. Ved at I har valgt Ollerup Efterskole, skylder I allerede hinanden noget.

Og det er godt sådan.

Fællesskabet er dermed ikke en frivillig service, man tilvælger, når det passer. Nej, det er forpligtende på et helt andet niveau.

Et fællesskab fungerer heller ikke efter almindelig byttelogik.

Hvis alle kun giver, når de på forhånd kan se, hvad de får igen, er der ikke længere tale om et fællesskab, men om en handel.

Derfor kommer I til at give på forskud:

I skal møde den anden, før I selv ved, om den anden vil møde jer.

I skal tage ansvar, før I selv ved, om andre vil gøre det samme.

I skal vise tillid, før I ved, om andre kan leve op til den.

I skal synge med, før I ved, om sangen kommer til at bære jer.

Det er en del af et offer, at der ikke er garantier for, at det lønner sig. Men jeg tør næsten godt love jer, at hvis I arbejder ud fra det princip, jeg lige har nævnt, så ender det hele i et stort, fedt plus.

Også selvom det kan gå i minus undervejs – det er lidt som med aktier, jo.

Jeg kan tilføje, at man jo også kan ofre retten til at lade sit humør og sine indre tilstande bestemme ens handlinger.

Vi får et fantastisk fællesskab – og mange fantastiske underfællesskaber –

hvis vi giver et godmorgen, selvom vi føler os uoplagte.

Hvis vi går med til noget, før vi føler os rigtigt engagerede.

Hvis vi lytter, før vi kan mærke, at vi er oprigtigt nysgerrige.

Hvis vi tager ansvar, før vi kan mærke lysten.

Hvis vi viser omsorg for hinanden, før vi kan komme i kontakt med vores eget overskud.

Nogle følelser og sindstilstande kommer simpelthen først, når vi er i gang – de bliver til gennem det, vi gør.

Følelsen behøver ikke være der først. Den behøver ikke være bestemmende for, hvad vi kan.

Det gælder både jer, kære elever, men også alle os, der går på arbejde her til daglig. Heldigvis bobler vi ofte af lyst til at møde ind og være sammen med jer. Det skal I vide.

Til forældrene

Kære forældre.

Vi skylder jer noget.

Vi skylder jer at gøre os umage med jeres børn, som I vover at aflevere her i dag.

Jeres gæld er måske nærmest meget konkret – for det koster en betragtelig mængde penge at sende et barn på efterskole. I har i hvert fald investeret i håbet om at få noget igen. Et barn, der på en eller anden måde er vokset.

Vi kan desværre ikke love, hvordan regnestykket kommer til at gå op. For det er levende mennesker, vi har med at gøre, og det gør det hele noget uforudsigeligt. Men I kan regne med, at vi gør os umage.

Jeres unge mennesker er 126 forskellige, og det er ikke det samme, der virker på dem alle.

Nogle reagerer bedst på pisk, andre på gulerod.

Nogle er så pligtopfyldende og samvittighedsfulde, at de vil føle det tungt at blive mindet om enhver form for ansvar.

Andre har brug for netop den påmindelse – måske ligefrem en opbyggelig tale, fordi de har sværere ved at mærke ansvaret og samvittigheden selv.

Nogle behøver et strømførende hegn for at respektere en grænse, og andre kunne ikke drømme om at udfordre rammen og finder det helt unødvendigt, at den trækkes klart op.

I kan godt se, at det betyder, at de alle kommer til at synes, at vi er pædagogisk helt galt på den indimellem? At vi gør det helt forkert. At vi skulle have sagt eller gjort det på en anden måde.

Det betyder, at de vil komme til at føle sig mødt forkert af en eller flere af os.

Og at I måske også kan synes netop det. For det er jo ikke det, der virker bedst på jeres barn. Måske virker det direkte dårligt.

Det værste er sådan set, at det indimellem også betyder, at nogen her kan komme til at føle sig forkert – og det er aldrig meningen, naturligvis.

Her er ingen forkerte – blot forskellige.

Men vi har nu engang det lod at være dem, der skal prøve at lave en pædagogisk ramme for dem alle på én gang. I al deres forskellighed og med alle deres forskellige behov.

Det er en balancegang, som vi helt sikkert ikke rammer helt på kornet hver gang. Men …

Jeg lover, at vi gør vores bedste og bruger vores mange erfaringer. Vi prøver forskellige ting. Og det er ikke sikkert, at vi finder det, der virker, i første hug – og måske heller ikke i andet. Men jeg synes tit, vi har succes på tredje eller fjerde. Selvom det også er set, at der skulle et femte eller sjette til.

Det gælder altså både tilgangen til den enkelte – men jo altså også tilgangen til flokken.

I dag starter vores dans med elevholdet 26/27 – og indimellem bliver det den smukkeste vals i perfekt takt, og andre gange bliver det nok mere broget. Måske som den der kæde i folkedans, der altid går helt i skuddermudder, når man prøver første gang.

Så mødes vi i midten og finder hinanden igen.

Det er helt, som det skal være.

Det er også sådan, at jeg kan love jer, at året i år ikke bliver et år uden bøvl for jeres barn. Heller ikke selvom det er det, han eller hun lige trænger til. Fordi der fx har været meget bøvl i fortiden. Her hos os er vi også et fællesskab, hvor vi indimellem skal kæmpe med hinanden. Føle, at relationer er krævende, lære at sige til og fra, bede om hjælp fra voksne, hvis det bliver tungt, osv.

Heldigvis. For et efterskoleår handler om at få erfaringer, der gør, at vi kan mestre mere og mere – så det, der er svært nu, ikke behøver at være det i al fremtid.

Vi er – hvis jeg må sige det – gode til at arbejde med unge mennesker og bøvl. Det vil sige at være i det sammen med de unge. Og hjælpe og støtte undervejs.

Vi lover altså at tage vare på dem. Hvis vi altså er enige om, at det at tage vare på dem ikke er at pakke dem ind i vat. Det er også at udfordre dem, presse dem, puffe til dem – og selvfølgelig gøre det på en kærlig måde i et trygt miljø.

Kviklån eller realkredit

Kære årgang 26/27.

Vi har glædet os til at tage imod jer.

Uanset om I er til store eller små fællesskaber. Uanset om I har kæmpe overskud eller er pressede på det.

Fælles for jer er, at I kommer her og skylder noget. I står i gæld. Sorry!

Men det er slet ikke så dårligt.

Jeg er godt nok ikke matematiklærer, men der findes jo forskellige slags gæld, som måske kan være et godt billede.

Jeg ved, at mange af jer tror, at I skal være på hele tiden, at I altid skal yde maks, at I aldrig må være trætte eller kede af det, at I skal give noget hele tiden …

Hvis det er den måde, I prøver at forvalte jeres gæld, svarer det lidt til et kviklån. Sådan et man tager lidt hurtigt, eller fordi man er presset, men som kommer med kæmpe renter.

Så låner man af morgendagens kræfter for at præstere i dag. Til sidst er man træt, skylder endnu mere og har endnu mindre at give. Det bliver en gældsspiral.

Prøv i stedet at tænke på det som et realkreditlån, som er en langsommere og mere bæredygtig forpligtelse. Det er sådan et, jeres forældre måske har i huset eller i lejligheden.

Man betaler ikke det hele på én gang, men bidrager løbende med små afdrag: et godmorgen, en oprydning, en håndsrækning, deltagelse, opmærksomhed, omsorg, grundighed.

Nogle gange betaler man mere, andre gange mindre, og indimellem har man måske endda brug for en periode med afdragsfrihed.

Til gengæld går afdragene ikke tabt. De bliver til friværdi. Ikke i jeres forældres huse eller lejligheder, men til en fælles friværdi – i form af tillid, tryghed, venskaber, historie, udvikling, glæde, sammenhold og så videre. Friværdi i form af et særligt efterskoleår.

Når I energiforvalter som kviklånet, bruger I fremtidens overskud for at klare nutiden. Når I derimod forvalter som realkreditlånet, så kræver det noget af jer nu, men skaber et sted, I på den lidt længere bane selv kan bo og finde overskud i.

Kære årgang 26/27.

Husk for alt i verden: Det er en fælles gæld, vi hermed har optaget. Den er ikke din personlige gæld. Det hele er noget, vi skal sammen.

Ligesom vi sammen passer på det hus, vi nu bor i, og med vores alle sammens bidrag og afdrag står vi forhåbentlig til næste sommer med et smukt hus – og en friværdi, der er så rigelig, at alle kan tage en del af den med sig videre.

Kære elever.

Giv lidt mere, end du behøver.

Afgiv indimellem også noget af det, du selv behøver.

Undgå kviklån.

Brug cykelhjelm.

Husk, at dem, der øver sig, bliver bedre til at spille end dem, der ikke gør.

Hjerteligt velkommen til Ollerup Efterskole.