Hvis vi alle tør være lidt små

Tale ved første skoledag på Ollerup Efterskole, august 2023

Kære elever og forældre. Kære ansatte.

Velkommen til skoleåret 23/24.

Vi er her alle nu. Det er os. Bragt sammen af alles frie valg. Ansattes valg af arbejdsplads – og tro mig, de er så gode, at de godt kan få andre jobs til mindst samme løn – og jeres – forældres og elevers – valg af efterskole.

Forestil jer de utroligt mange individuelle valg, der har ført os sammen her i dag. Og nu er vi her endelig. Sammen. Og klar til skolestart – så klar, som vi nu hver især kan føle os. Nogle helt klar – kom bare an – og andre mere forsigtigt håbende – bare det nu bliver godt!

Alene i kraft af vores valg har vi forpligtet os på dette fællesskab. Vi er samlet om noget, vi har sagt ja til – og dermed har vi hinanden – ikke til døden os skiller – men til lørdag den 29. juni næste sommer.

I medgang og modgang.

Jeg tør godt love begge dele.

Vi elsker jer – ikke endnu

Kære unge mennesker.

Når jeg står her igen om 10 måneder, kommer jeg til at sige noget højt og tydeligt – som afslutning på min tale – som I nok lige nu vil synes er utroligt underligt.

Nemlig at vi elsker jer.

Det gør vi ikke endnu. For vi kender jer ikke. Men når jeg gør det – næste sommer – er det ikke udtryk for, at I har været hverken gode, lydige, dygtige, sjove eller perfekte.

Jeg gør det, fordi vi har været mennesker sammen med alt, hvad det indebærer. Fordi vi har delt både det sjove og det svære sammen.

Fordi vi har oplevet dybderne i samtalerne og højderne i koncerterne og de andre oplevelser.

Og også fordi vi har været irriterede på jer og bøvlet med jer. Hundset med jer. Opdraget jer. Tysset på jer. Haft alvorlige og opbyggelige samtaler med jer.

Det er alt sammen helt forventeligt.

Det er meningen.

I er dem, I er, og vi kunne allerede ikke ønske os det anderledes. Og I skal både vide og forvente, at vi også er mennesker, og at I måske også kommer til at holde af os på trods af de fejl og mangler, I sikkert vil finde i årets løb.

Livsoplysning

Vi har netop sunget “Er lyset for de lærde blot”. Det er Grundtvigs programsang for livsoplysningen.

Jeg skal spare jer for en udlægning og springe direkte til den pointe, vi skal bruge til noget, når vi de næste 10 måneder altså skal gøre efterskole sammen her. I disse rammer.

I skal lære en hel masse fagligt. Både i og uden for klasseværelset. Og også kreativt og musikalsk. Og samtidig med alt det skal I lære noget om livet, og det er det, Grundtvig kalder livsoplysning.

Livsoplysningen er overalt i vores skole. Vi bor sammen. Og her er vi fælles om at prøve at finde ud af, hvordan vi bedst kan leve vores liv – både det, vi selv står for, og det, vi har sammen.

Meningen med det hele finder vi aldrig, men vi kan alligevel nærme os ved at være i det sammen og ved at tale sammen om det.

Livet er på mange måder både svært og besværligt. I hvert fald indimellem. Det er det også at gå på efterskole.

Det er en social trykkoger, der sætter pres på det hele – så vi møder os selv i alle mulige udgaver og ikke kun dem, hvor vi føler os hjemme og godt tilpas.

Men vi er sammen om det. Også når vi føler os alene med det, er vi i virkeligheden sammen om det. Fordi vi bor her sammen i et forpligtende fællesskab.

Dette fællesskab skal vi bygge op og have til at fungere. Det tager tid. Det er en skabende proces, hvor vi må prøve os frem. Der er ikke en manual – men vi voksne er erfarne håndværkere, og vi bruger vores oparbejdede dømmekraft og skills i processen – sammen med jer elever.

Vi sidder her sammen med et skoleår foran os, som ikke skal hurtigst til toppen – men som derimod skal være præget af det dybe engagement og det lange, seje træk.

Det er måske ikke ligefrem moderne at sige sådan. Men det er ikke desto mindre det, efterskolen er grundlagt på. Og derfor det virker. År efter år. I er nu del af en bevægelse, der er grundlagt for mere end 150 år siden, og den kan vi alle læne os ind i. Når vi sidder her sammen i år 2023.

Ligesom vi kan læne os ind i hinanden og i samtalen om, hvad der er godt – hvordan vi skal leve vores liv sammen.

Ikke som et rum for sammenligning og præstationskultur. Men et trygt rum, hvor vi stopper op og giver os tid til at finde ud af, hvordan vi tackler det svære.

Sammen.

Et rum, hvor der er plads til udvikling – for selvfølgelig ved I endnu ikke, hvordan man går på efterskole. Og I ved især ikke, hvordan man er et efterskolehold.

Der er meget, I skal lære og erfare. Det glæder vi os til at være sammen med jer om og i – i de kommende 10 måneder.

Til en start skal I først og fremmest finde ud af, hvad rammen er, og hvad den kræver af jer hver især.

Der er masser af regler og rutiner, I skal lære og også følge.

I har startet med at “aflevere” jeres mobiltelefoner og computere – men der er endnu større dele af jeres individuelle frihed, I har givet afkald på ved at starte her.

I skal på en masse områder “rette ind” – ikke fordi nogen siger det, men fordi dem, der siger det, har noget at have det i – nemlig viden og erfaring med, hvordan man kan leve 121 unge og 29 voksne sammen i hverdag og fest. Et helt år.

Og du har selv valgt at være en del af det – både når det er surt, og når det er sjovt.

Til forældrene

Kære forældre.

Det er jeres måske vigtigste opgave – at være tålmodige og nysgerrige over for den dybe og langsommelige proces, der nu går i gang. Over for den kultur og det fællesskab, der nu skal til at finde sin form i en levende og skabende proces.

Det er en proces, der både har frigørende og behagelige aspekter, men som også kan føles svær, begrænsende og tung indimellem.

Og som kræver, at jeres unge mennesker – ja, “retter ind” – jeg siger det bevidst med dette ord, fordi vi i vores tid godt kan have det svært med autoriteter og ting, man skal – men vi forventer faktisk, at I som forældre har givet jeres autoritet videre til os – og vil bakke op om det, vi kræver og forventer af de unge.

Vi kan ikke få et lærende og udviklende fælles liv til at fungere her, hvis den enkelte selv kan bestemme, hvilke rutiner det er meningsfuldt for ham eller hende at følge, og hvis den enkelte selv prioriterer sin deltagelse efter dagsform.

Når det basale fungerer, er her masser af plads til individuel udfoldelse og udvikling! Tænk på det som et skib – det sejler ikke, hvis ikke alle er på pletten til tiden og tager ansvar for deres del af opgaven.

I afleverer jeres små pus til fremmede mennesker i tillid til, at vi tager vare på dem.

At tage vare på dem er ikke at pakke dem ind i vat. Det er også at udfordre dem, presse dem, puffe til dem – og selvfølgelig gøre det på en kærlig måde i et trygt miljø.

De er på vej til at blive voksne nu. De er kommet her for at lære noget om at klare sig selv.

De er kommet for at lære at mestre deres eget liv – i fællesskab med andre og med andres hjælp.

Lille mand

Kære elever.

Vi slutter i dag med en sang. Den hedder “Lille mand”, og i omkvædet kommer vi til at synge: “Prøv at se, hvad du finder, på det sted, du nu når frem”.

I kender sikkert sangen “Stor mand” – men der er måske en pointe i, at manden er lille. Det er ydmygheden.

Det at føle sig lille og måske også være opmærksom på, at du nok er hovedpersonen i dit eget liv – men at du til gengæld ikke er det i alle andres liv.

Det er det sunde i – til en efterskolestart og i mange andre sammenhænge – at forestille dig selv som en af bifigurerne i din yndlingsserie.

Du kommer med masser af drømme og forventninger. Og planer for dig selv. Men det hele skal du starte med at lægge lidt til side for at få øje på, hvad der faktisk er i denne forunderlige ramme, vi kalder Ollerup Efterskole.

Prøv at se, hvad du finder, på det sted, du nu når frem. Du er nået frem.

Kig godt på de andre, og brug så de første måneder på at finde ud af, hvem de er, hvad de kan, hvad de drømmer om, og hvad de frygter.

Og find så ud af, hvad I kan sammen. Og også hvad I kan sammen med os voksne.

Kære årgang 23/24.

Hvis vi alle tør være lidt små, kan vi helt sikkert skabe noget rigtigt stort sammen.

Og husk: Dem, der øver sig, bliver dygtigere end dem, der ikke øver sig.

Endnu engang velkommen til skoleåret 23/24.

Example Title Text 1

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Praesent et eros eu felis.

1980

Example Title Text 2

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Praesent et eros eu felis.

1983

Example Title Text 3

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Praesent et eros eu felis.

1989